Anette har tabt 31 kilo med Sense

Gennem 10 år steg Anettes vægt med 45 kilo. Forrige nytår besluttede hun sig for, at det skulle være slut, og i løbet afblot et år har hun tabt 31 kilo. Hun er gået fire størrelser ned i tøj, og alt det gamle tøj er røget ud, for Anette vil aldrig mere være overvægtig.

Nytårsaften 2019 blev ikke bare begyndelsen på et nyt år, men også på et nyt kapitel i Anettes liv. Hun ville én gang for alle tage et opgør med de 45 kilo, der gennem 10 år var kommet til. Da champagnepropperne sprang et år senere, kunne Anette konstatere, at de første 31 kilo var forsvundet.

Kuren hedder Sense, og det er ikke en kur, men en livsstil.

– Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv, og i dag er Sense blevet en naturlig del af mit liv. Jeg "senser" min mad, så jeg kan spise det samme som resten af familien. Det er nemt at leve efter, for man skal ikke have fat i en masse specielle ingredienser, siger Anette Lund Termansen fra Kgs. Lyngby.

I Sense opdeles hver dag i tre måltidskasser, og man bruger sin hånd til at afmåle maden, så man får den rette sammensætning af fedt, proteiner og kulhydrater i hvert måltid. Ved at følge denne enkle metode har Anette tabt sig fra 114 kilo til 83 kilo.

– Jeg har fået mere energi, og jeg får ikke længere ondt i knæene eller bliver forpustet, når jeg går på trapper, siger hun.

Læs også: Smed 30 kilo med Matematik Kuren: Smerterne er væk

Medicin gav appetit

Anettes vægtstigning hang sammen med hendes sygdomsforløb. For 10 år siden gik hun ned med stress og døjede i de følgende år med migræne, depressioner og mere stress.

– Jeg har arbejdet i børnehave, siden jeg var 22 år, og været souschef. Jeg har været for god til at tage for meget på min kappe, og det har jeg betalt en høj pris for, fortæller Anette.

Årene med sygdom tappede hende for energi, og selv om hun havde under en kilometer til arbejdet, tog hun bilen. I køkkenet fik de nemme løsninger som fiskefileter og pomfritter overtaget.

– Jeg spiste også en del plader Marabou-chokolade, fordi jeg havde ondt af mig selv, erkender Anette.

Gennem 10 år steg Anettes vægt med 45 kilo. Forrige nytår besluttede hun sig for, at det skulle være slut, og i løbet afblot et år har hun tabt 31 kilo. Hun er gået fire størrelser ned i tøj, og alt det gamle tøj er røget ud, for Anette vil aldrig mere være overvægtig.

På førtidspension

Hun havde uforklarlige smerter i kroppen og blev henvist til smerteklinikken.

– Jeg prøvede samtlige præparater, uden at de fandt noget, der virkede. Til gengæld gav medicinen mig en øget appetit, så jeg tog ekstra på. Mange af mine ekstra kilo var medicinkilo, siger Anette.

Hun fik konstateret fibromyalgi, og for to år siden fik hun tilkendt førtidspension.

– Jeg har et godt liv nu, men jeg skal passe på mig selv. Jeg kan for eksempel ikke tage med til mine veninders 50-års fødselsdag, fortæller hun.

Læs også: Sense har ændret mit liv

Faldt tilbage i gamle vaner

Anette har tidligere prøvet at lægge sin livsstil om i en sundere retning, men faldt altid tilbage i de gamle vaner.

– Når resultaterne udeblev, mistede jeg motivationen. I stedet lod jeg stå til og købte bare tøj i en større størrelse. Der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde taget på, og det er skræmmende, at jeg lod det komme så vidt, siger Anette.

Hun havde tidligere prøvet at leve efter Sense og havde flere kogebøger liggende, så da hun i begyndelsen af december 2019 besluttede, at nu skulle vægten ned én gang for alle, forberedte hun sig godt.

– Jeg havde lavet planer for, hvad jeg skulle spise, og jeg var fuld af gåpåmod, siger hun.

Første mål var at tabe 10 kilo og så udsigten til at få lov til at spise et stykke kage på hendes fødselsdag den 9. februar.

– Aldrig har et stykke jordbærtærte smagt så godt, for jeg havde ikke spist sukker eller kager i seks uger. Til gengæld havde jeg tabt fire et halvt kilo den første måned, fortæller Anette.

Læs også: Sådan får du styr på sukkertrangen

Delmål motiverer

Hun sætter hele tiden små delmål for at holde motivationen.

– Det giver det ekstra, når jeg kan se, at jeg kun er ét kilo fra at nå mit mål. Jeg var rigtig stolt, da jeg kom under 100 kilo, og det gav mig blod på tanden til at fortsætte. Jeg vejer mig tit, for selv et vægttab på 100 gram gør mig jublende glad, siger hun.

Under titlen "Vægttabsrejsen" lægger hun billeder af sin mad og sin vægt ud på Instagram, så hendes venner og familie kan følge med, men mest af alt er det en påmindelse til hende selv om, hvad hun har opnået det sidste års tid.

– Jeg bliver glad og stolt, når jeg scroller gennem mine billeder og ser min rejse. Desuden er det dejligt og motiverende, når folk roser mig for mit vægttab, siger Anette, der også bruger apps som "Lifesum" til at holde øje med sit kalorieindtag og kalorieforbrænding.

Effektivt coachforløbI løbet af sin "vægttabsrejse" var Anette gennem et otteugersforløb med en Sense-coach, der også er uddannet psykoterapeut og kostvejleder, hvor hun fik kigget på sine adfærdsmønstre.

– Det var en god støtte, hvor jeg fik ændret mine adfærdsmønstre og givet min selvtillid et boost.

Jeg glædede mig til hver fredag, hvor jeg skulle mødes med min coach, siger Anette, der også trænede med en personlig træner, indtil coronanedlukningen satte en stopper for det. I dag går hun i stedet lange ture på de dage, hvor hun ikke har smerter.

– Jeg slår ikke mig selv i hovedet de dage, hvor jeg ikke kommer af sted. Men det er godt både fysisk og psykisk at gå, konstaterer hun.

Anette nyder sin morgentur og går gerne fem kilometer, hvis dagsfomen er til det. Nogle dage har hun for mange smerter på grund af sin fibromyalgi.

Livret i ny udgave

Anette er gået fra størrelse 48/50 til størrelse 40 og har været i kælderen for at finde de gamle jeans frem.

– Det var den største lykke, da jeg kunne passe mine 10 år gamle jeans igen. Jeg har måttet skifte min garderobe ud to gange, og alt mit gamle tøj er røget ud, for jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig mere skal være tyk.

Anette kan godt unde sig selv et stykke kage eller en bolle, hvis hun bliver inviteret til fødselsdag, og sparer i stedet kalorier på morgenmaden eller frokosten.

– Jeg aftaler på forhånd med mig selv, hvad jeg må spise, og det virker for mig.

Dagen efter interviewet med Ude og Hjemme fylder Anette 52 år, og menuen står på hendes livret, stegt flæsk med persillesovs – i en Senseudgave.

– Før ville jeg have spist 25 stykker flæsk og en halv liter flødesovs. Nu svitser jeg noget spidskål. Derved spiser jeg mig mæt i grøntsager, samtidig med at jeg får lidt stegt flæsk, kartofler og sovs.

- Jeg har lært, at jeg godt kan nyde få stykker flæsk eller to firkanter Marabou. Før spiste jeg hele pakken, det gør jeg ikke mere, siger Anette med et smil.

Læs også: Lykken er ikke at være tynd

Rundt om Anette

  • Alder: 52 år.

  • Status: Single og mor til fire, hvor de to yngste på 15 og 17 år bor hjemme.

  • Arbejde: Uddannet pædagog og nu førtidspensionist.

  • Højde: 174 cm.

  • Startvægt: 114,5 kg.

  • Slutvægt: 83,1 kg.

Anettes bedste tips

  • Kast ikke det hele over bord, hvis du falder i. Tryk på pytknappen og kom videre.

  • Sæt dig overkommelige delmål.

  • Luk munden, og let røven!

  • Tro på det, og gør det for din egen skyld.

  • Afskaf slikskabet.

Læs også: Iben fra "Den store bagedyst" tabte sig 20 kilo